Córdoba – Michelin kan godt pakke sammen, når Pepe finder griseørerne frem

26/10/2026

Nogle rejseoplevelser planlægger man. Andre opstår, når man egentlig bare skulle hjem og sove

Første dag i Córdoba bød på Mezquita, den romerske bro og en borg, der desværre var lukket.

Kulturkontoen var fyldt op, så jeg gik på jagt efter en autentisk spansk frokost.

Det endte såmænd på en Michelin-restaurant med et ledigt bord. Maden var dejlig, men stemningen lidt for afslappet og servicen så stiv, at den kunne bruge en kiropraktor.

Et glas rødvin senere var planen klar: En øl og nogle kiks fra den lokale kiosk og så hjem til en velfortjent middagslur.

Men Córdoba havde andre planer! 

Et hul i væggen med mere liv end Michelin

På en tilfældig omvej kom jeg forbi en slidt taberna med støvede flasker i vinduet og møbler, der havde set bedre dage.

Men indenfor var der LIV!

Folk snakkede højlydt, tjenerne fór rundt, og jeg besluttede mig for et glas Manzanilla ved baren.

Bag mig sad seks mænd omkring et bord. En af dem kom op efter vin og spurgte, om det smagte godt, det jeg havde i glasset.

»Noget af det bedste, jeg har smagt længe!«

Kort efter landede en skål oliven foran mig.

Det tegnede jo meget godt.

Griseører og sproglige misforståelser

Da et stort fad mad blev serveret ved mændenes bord, spurgte jeg en kvinde, hvad de spiste.

»Fried pig's ears.«

Stegte griseører!

Jeg bemærkede, at den slags hjemme hos os nærmest ville blive betragtet som hundemad.

»In Spain, we eat everything from the pig!«

Lidt senere kom manden tilbage til baren, udvekslede et par ord med kvinden og nikkede til mig:

»It's coming.«

Hvad pokker?

Jeg havde åbenbart bestilt griseører!

Og ved I hvad? Det var fandeme godt!

Sprødt, intenst og fyldt med smag. Så meget for hundemaden.

Pepe og 120 år gammel sherry

Manden hed Pepe og ejede restauranten. Han var midt i en privat sherrysmagning med salgsdirektøren fra et vinhus i Sanlúcar de Barrameda og fire gode venner.

Langsomt blev jeg trukket ind i selskabet.

Først lidt vin, så lidt mad og pludselig sad jeg skulder ved skulder med seks spanske mænd og diskuterede sherry.

Jeg taler ikke spansk, og de talte stort set ikke engelsk. Men med fagter, grin og lidt italiensk kom vi forbavsende langt.

Da de opdagede, at jeg var uddannet sommelier og havde studeret WSET, kom der pludselig andre flasker på bordet.

Og så sad jeg med sherry, der var over 120 år gammel!

En oplevelse, der kulminerede med en invitation til producentens bodega i Sanlúcar. Jeg skulle bare kontakte Gabriel, så ville han sørge for en rundvisning.

Michelin fik baghjul

Da alle andre gæster var gået, sad vi stadig syv mand tilbage og diskuterede vin, smag og livet i almindelighed.

Tidligere havde jeg fået en korrekt Michelin-frokost, hvor jeg savnede noget menneskeligt.

Nu sad jeg i en slidt taberna med fedtede fingre, fantastisk sherry og seks mænd, der behandlede mig som en gammel bekendt.

Det var præcis den slags oplevelse, jeg rejser efter.

For Michelin kan give dig en stjerne.

Men det kræver en Pepe, nogle griseører og 120 år gammel sherry at give dig en oplevelse, du aldrig glemmer.

Og middagsluren?

Den røg sig en tur.

Jeg skulle jo lige have skrevet til Gabriel!


Two Extraordinary Wines – And 120 Years of Perspective

As I told Gabriel, the final two wines were extraordinary, but for completely different reasons.

The first was a genuine Palo Cortado, only elevated to another level. Anyone familiar with this remarkable style of sherry would immediately recognise its character, but here everything seemed more refined, more luxurious. Like discovering another chapter in a story you thought you already knew.

The second wine, the one over 120 years old, was a different challenge altogether.

After some exposure to oxygen, the nose became absolutely fascinating. Layers of balsamic notes, tobacco, forest floor and an almost endless depth of mature aromas.

But on the palate, time had clearly left its mark. The fruit acidity had faded, leaving tannins, concentration and those incredibly deep tertiary notes.

This was not a wine you could simply judge by ordinary standards.

In fact, the key to understanding it was knowing its age.

Without that knowledge, you might struggle to make sense of what was happening on your palate.

It wasn't necessarily about pleasure anymore. It was about understanding what 120 years of time can do to a wine.

And for a sommelier, that is a rather extraordinary privilege.


Share